Danmark vinder sølv ved Bocuse d'Or Europe i Tallinn

Ronni Vexøe Mortensen vandt sølv ved de europæiske Bocuse d’Or-mesterskaber d. 15.-16. oktober i Tallinn. Guldet gik til Norge, som også vandt ved de sidste europæiske mesterskaber i 2018. Sverige tog bronzen. Igen stærkt gået af de skandinaviske lande.


Det var et tæt opløb imellem især de nordiske lande, da 16 europæiske kandidater kæmpede om podiepladserne og om en plads ved den interkontinentale finale i Lyon d. 1. og 2. juni 2021. Faktisk så tæt, at det blev "køkkenpoint", der afgjorde, hvem der løb med sejren.


"Vi er superstolte over andenpladsen. Vi var skuffede i situationen, men nu er vi bare glade og tilfredse. Vi kunne se på pointene, at vi var rigtig gode med smagene og retterne, men vi mistede point på køkkentingene. Det kan være et rodet køkken eller noget, der bliver tabt på gulvet," siger Ronni Vexøe Mortensen, som grundlæggende er rigtig godt tilfreds med teamets indsats.


”Vi leverede det, som vi har trænet rigtig mange gange. Det er absolut kun i småtingsafdelingen, at der er noget, vi kunne have gjort bedre."


Specialpriserne ved konkurrencen gik til Finland for bedste commis (assistent), til Island for deres tallerkenret og til Frankrig for fadretten. Danmark har historisk klaret sig godt i konkurrencen. Ved sidste Bocuse d’Or i 2019 vandt vi guld med Kenneth Toft-Hansen som kandidat. Derudover har Rasmus Kofoed, som er coach for Ronni Mortensen, legendestatus som den eneste kok i verden, der har deltaget tre gange og vundet både guld, sølv og bronze i henholdsvis 2011, 2007 og 2005.


Ronni Vexøe Mortensen deltog i Bocuse d’Or Europe med de to retter:


Ålemalle ”Planteriget”

· Letrøget ålemalle stegt med jomfruhummer, østers og tørrede ramsløg

· ”Marmoreret” ålemalle med svampe, estragon og hjertemuslinger

· Sprød kartoffelring

Vegetariske garniturer

· Syltet glaskål med hasselnødder

· Kartoffel med cremet æggeblomme og osteperler

· Morkelgelé med skovsvampe og østersplanter

· Æble med alger og broccolistok med søl

· Cremet sauce med muslingesaft, mild peberrod og persilleolie

&


Vagtel ”Babettes Gæstebud”

· Hel farseret vagtel stegt med enebær og grillet hjerte, skind og lever

· Vagtellår med brunede løg og sprøde vagtelfødder

Garniturer

· Letrøget vagtelæg, kartoffel med urter og cremede ærter med estragon og ramsløg

· Pære glaseret med rødbedesaft og syltet hyld (vegansk)

· Tørrede, gelerede og cremede vilde med blomkålsstok (vegansk)

Sauce

· Sauce på grillede vagtelvinger med vagtelfedt, timianblade og syltede frø, timianblade og syltede frø




212 visninger

AKADEMIET BOCUSE D'OR DANMARK

  • LinkedIn - Bocuse d'Or Danmark
  • Facebook - Bocuse d'Or Danmark
  • Instagram - Bocuse d'Or Danmark

Fotots på siden er taget af Claes Bech-Poulsen m.fl.